(Fra «Tidsskrift for Skogbrug». Februar 1905. Fra de store Skogbrandes Tid. Ved Axel Hagemann)
Saa kommer vi til Lyngen, den stærkeste og vildeste av alle Nordlands Fjorde. Rødt luer Fjeldene i Midnatsolens Glans – det glitrer i Sne, og det spiller i Is – medens længst ud i Gabet hæver sig lig et Huldreland Fugløen, brat og utilgjengelig op av det blaanende Hav. Her synes ikke at være Plads for Skogen. Fjeldet stænger og Fjeldet truer. Og dog – ogsaa her sprætter Birk mellom Ur og Sten, medens inde i Fjordbundene Furuene fulgte Elvene helt op under Fjeldet.
Jeg sier «fulgte», thi nu er lidet igjen av Furuskog i Lyngen. Også her har Ilden gjort sit Værk, og hvad den har levnet, har Menneskene plyndret. I Storfjordbunden brændte i Aaret 1844 god Furuskog, 1/4 Mil på begge Sider av Elven. Ved Auktion over avdøde Proprietær Hagens Eiendomme kjøbte i 1848 Handelsmand Figenshou i Lyngen for 110 Spd. en stor Landstrækning fra Lyngsfjordbund lige til Rigsgrænsen, over 4 Mils Længde og 1/2 à 1 Mils Bredde, altsaa flere Kvadramil. Den bestod av 3 store Dalstrøg, Storfjordbunddalen, Kitdalen og et tredie, der gaar over mod Balsfjordeidet. Denne store Landstrækning var, som man kan se av den sum, hvorfor den ble kjøbt, kun lidet kjendt, og faa eller ingen anede disse Herligheter. Men endnu den Gang var Storfjordbunden rig paa Furuskog, og ellers bredte Birken seg fra Fjeld til Fjære. Nu er den sidste Furu fældet, og af Birk er der snart heller ikke mere, end der trænges.