Å få bygd veg i Signaldalen har vært en langvarig kamp. Her er noen glimt fra avisinnlegg i Nordlys i 1909.
I avisa Nordlys for 27. november 1909 skriver A. Flugum:
Fra Signaldalen i Lyngen (Nordlys 27. november 1909)
Gode Nordlys!
Det er nok ikke hverdagskost for Nordlys at få noget herfra, skulde jeg mene. Men vil du nu ta til takke med «dagens kost», så skal jeg se til at skrape sammen lit til dig.
Men hvad skulde jeg skrive om? Om valget og slikt noget har du meget bedre greje end vi, så det går ikke. Men la mig se: Har du nogen gang været opover dalen her? Ikke det nu. Ja, da må du så snart som sommeren kommer ta dig en tur. Jeg tror ikke, du skal angre på det. For her er vakkert om sommeren, skal jeg si dig. Høje fjælde på begge sider av dalen, så du må se bent til veirs for at øjne toppen. Jeg skal bare nævne den stejle Ottertinden, Mannfjæld og ikke at forglemme Parastinden inderst inde i dalen, stø som en gammel kjæmpe og stænger for alle andre trold fra øst.
Dalbunden er flat med store skoglier, som går langt op efter fjældsiderne. Og nede i bunden har du elven – bred og mægtig, længtende mot havet. Signaldalen i sommerdragt er vakker, skal jeg si dig – rent storartet – med panoramaer så sjældne, at der skal letes både vidt og bredt for at finde maken. Skog har vi også. Og dyrkningsmark i lange baner. Malm i fjældene og vildt i skog og li.
Men hvad hjælper alt dette?
Vejforholdene er så rent misserable, så det er rent ut sagt uten sidestykke. Opsitterne her har nok gjort adskillig for at bedre på forholdene; men de magter for litet. Og i den storflommen for en 3 års tid siden rasserte elven så fælt, at meget av det som før var gjort blev ødelagt, så nu er man i den længste tid av året så at si blokkeret. Det er kun i den korte tid av året, da elvisen er sikker, man kan si en har vej. Til sine tider er her aldeles ufremkommelig, så alt man skal ha fra og til sjøen må bæres på ryggen. Og det er sandelig ikke så let, hvor vejlængden er 20 km. og derover. Hadde man hat andre kommunikatlonsforholde her, så hadde Signaldalen uten tvil været Lyngens likeste kreds. For ber er fremtidsmuligheter i stor målestok. Slik som det nå er, er og blir det det rene svelt-ihjæl midt i rikdommen.
Der er fra befolkningen gang på gang gjort krav om bedring og har de frivillig tegnet sig for større beløp; men deres meget berettigede krav har strandet hos vejmyndigheterne, skjønt herredsstyrets beste anbefaling. Jeg må ærlig tilstå, at jeg ikke fuldt ut forstår vore vejmyndigheters ofte underfulde taktik. Til dels som nu f. eks. her, hvor folks eksistense faktisk talt er basseret på en god vej, er hr. amtsingenier Saxegaard ikke for vej med statsmidler; men fra Kvesmenæs og til Skibotn giennem berg og ulænde, hvor man ingen anden nævneværdig nytte vilde ha av vejen end at en eller anden kakse kunde få sig en behagelig kjøretur, skal han efter sigende være for statsvej.
Her ser det altså ut til at det ikke trænges. Men jeg skulde bare ønske hr. Saxegaard skulde komme og ta sig en tur opover dalen i det likeste uføre, så var det rart om han ikke skulde få et andet syn på saken.
Der skyldes på at befolkningen er liten. Ja vel! Den kunde blet 3-4 ganger så stor, når vejforholdene var anderledes. Nu derimot er der fare for at dalens befolkning kan komme til at gå tilbake.
Jeg er heller ikke i tvil om at her vilde ha blet adskillig turistsøkning, hvis vejerne hadde været gode. Foruten den storslagne natur, vilde de ha rikelig anledning til adspredelse heroppe ved jagt og ved fiske i fjældvandene og elven. Her kunde blet mange pene penger at tjene ved bortleje av elven, men da måtte rigtignok bestyrelsen for ferskvandsfiskerierne ta seg sammen og få elven under ordnede forholde, så det kunde bli slut med de nuværende lovløse tilstande.
Forøvrigt burde vejen her være mellemriksvej, da stigningen er rent ubetydelig og fremkomsten let både sommer og vinter. Av lokalkyndige folk har jeg hørt uttalt, at en mellemriksvej gjennem Signaldalen vilde være av en langt større betydning for svenskerne end vejen gjennem Skibotn.
— – Jaja, kjære Nordlys! Ta dig nu en tur opover her og sæt dig godt ind i forholdene, så du etterpå med rigtig tordenrøst kan rope det ind i ørene både på den ene og anden myndighet, hvor påkrævet det er at få vej her.
Og til vor stortingsmand (Eriksen) vil jeg herved rette den henstilling, at kan han på nogen mulig måte gjøre noget for vejspørsmålet her, så må han. Uten hjælp av staten kommer man ikke langt. Det burde også hr. Saxegaard forstå. Men han sitter i Harstad og lar signaldølerne år etter år vente og atter vente, til de knuges sønder og sammen for de elendeige vejforholdes skyld.
Signaldalen, 22-11-09.
A. Flugum.
I Nordlys for 8. desember samme år reagerer amtsingeniør N. Saxegaard slik:
Vej i Signaldalen (Nordlys 8. desember 1909)
Herom har hr. A. Flugum leveret et opsæt i nærværende blad for 27de novbr. Selv betegner han indledningsvis sit stykke som sammenskrapet hverdagskost, og den benævnelse er træffende i enkelte dele.
Medens hr. Flugum i et privat brev til mig i høst engang tok tilorde for dette vejspørsmål på en meget pyntelig og saklig måte, så at jeg håpet på godt samarbejde med ham, finder han det nu hensigtsmæssig at gripe til tendensiøst avisskriveri. l mellemtiden er intet andet passert, end at jeg likeoverfor ham har uttalt min sympati for saken og lovet at støtte den.
Jeg kalder det tendensiøst skriveri, når hr. F. taler om «vore vejmyndigheters ofte underfulde taktik», og når han videre vil gi det utseende av, at jeg interesserer mig for statsvej fra Kvesmenæs til Skibotn, hvis væsentligste nytte skulde være, at «en eller anden kakse kunde få sig en behagelig kjøretur». Hr. F. må dog sikkert vite eller forstå, at Kvesmenæs – Skibotn er et meget fjernt fremtidsprojekt, som hverken jeg eller nogen anden tænker på at søke virkeliggjort nu. Signaldalsvejen vilde ialfald stå sig dårlig på at bytte plas med den vej!
Hvad nu angår spørsmålet om statsvej eller herredsvej opover Signaldalen, så er derom først og fremst at bemærke, at avgjørelsen desangående naturligvis ikke tilligger mig, men amtstinget i første række. Jeg har ikke kunnet foreslå vejen bygget med statsmidler, fordi det vilde dra efter sig vidtrækkende konsekvenser rundt om i amtet. Der er i flere bygder anlagt og under oparbejdelse herredsveje, til dels uten nævneværdig amts- og kommunebidrag, hvor forholdene er av lignende art som i Signaldalen. Med den sum vi får til statsveje – ja med et langt høyere årlig beløp – er det umulig at opta slike lokale veje på statsvejbudgettet.
Hvad særlig Lyngen betræffer, tror jeg ikke det vil være så uretfærdig, om også dette herred påtar sig litt herredsvejbygning, etterat det på flere kanter, bl.a. i Storfjordbunden er blitt vel utrustet med statsvejanlæg (formentlig som følge av «vore vejmyndigheters ofte underfulde taktik»!?). Var mit forslag så urimelig, vilde selvfølgelig amtstinget optat Signaldalsvejen blandt statsvejprojekterne; men selv ikke Lyngens ordfører har såvidt mig bekjendt tat tilorde derfor i amtstinget.
Jeg finder det undskyldelig, at hr. Flugum mangler den oversigt, som behøves for upartisk at bedømme disse ting. Men da burde han også være lit mindre overlegen i sin kritik.
Når F. endelig taler om mellemriksvej gjennem Signaldalen, så kan jeg forsåvidt være enig, som den (længe før min tid) byggede vintervej fra Sverige og Finland måske burde været føret nedover dette dalføre istedetfor til Skibotn. Men det lar sig ikke nu så let gjøre om igjen.
Endskjønt en optræden som hr. Flugums virker noget nedslående, vil dog ikke denne omstændighet avholde mig fra fremdeles at omfatte saken med interesse og at gjøre mit til, at der snarest blir vej opover Signaldalen. Kan del ske på ekstraordinær måte, nemlig ved at statsmyndigbeterne av hensyn til de særlige utviklingsmuligheter eller andre forhold sætter anlegget i en særstilling og bevilger midler utenfor det almindelige vejbudget, så vil det selvsagt være mig en glæde at se saken fremmet også på det vis.
Harstad 1-12 1909
N. Saxegaard.
Noen dager senere, 15. desember, skriver stortingsrepresentant A. Eriksen dette i avisa:
Vej i Signaldalen (Nordlys. 50. desember 1909.)
Lærer A. Flugum, Lyngen, har nylig i dette blad klaget over de slette vejforhold i Signaldalen og lagt en større del av skylden herfor på vejmyndigheterne. Dette hans opsæt har skaket op amtsingeniøren i den grad, at han har grepet pennen til et opsæt som er inntatt i nr. 97 av dette blad. Dette har igjen foranlediget mig til at be om en smule spalterum, da også jeg føler kald.
Amtsingenteren oplyser i sit opsæt, al han ikke bar kunnet foreslå statsvei i Signaldalen fordi det vil dra efter sig vidtrækkende konsek venser rundt om i amtet samt, at der i andre bygder oparbejdes herredsveje dels med og dels uten nævneværdigt amts- eller kommunebidrag og, at det med den sum, amtet får til statsveje – ja selv med et høiere årlig beløp – vil være aldeles umuligt å opta slike veje på statsbudgettet.
Klagen over veiforholdene er ikke ny; den er av alle erkjent fuldt berettiget; men de store omkostninger, som en herredsvej opover denne lange dal med forholdsvis få beboere vil påføre herredet har hittil ståt hindrende i vejen. Skal berredsvej i Signaldalen bygges og fuldføres i et kortere tidsrum, må der hvert år utredes et så stort kommunebidrag, at man vistnok ikke kan gjøre regning på et tilsvarende tilskud av amtet. Med mindre årlige bidrag av kommunen og det tilsvarende av amtet vil vejbygningen ta lang tid, at kun et fåtal av de nulevende voksne mennesker i herredet vil opleve at se den færdigbygget. Dette har Signaldalens opsitere indset, og det er da rimeligt, at de helst vil ha vejen projektert som statsve], og andragende herom har da også herredsstyret anbefalt.
Når amtsingeniøren til fordel for sin påstand om umuligheten av at kunne opta Signaldalsvejen som statsvej anfører, at ikke engang ordføreren i amtstinget bar fundet at burde ta til orde derfor, skal jeg oplyse, at det selvfølgelig var min mening at opta forslag herom, men da jeg i amtstinget på henvendelse møtte hårdnakket motstand såvel hos amtsingeniøren, vejkomiteens medlemmer som hos medlemmer av amtstinget forøvrig, fandt jeg det aldeles håpløst at opta forslaget den gang. Men derfor er det ikke meningen at la saken falde. og det så meget mindre, som jeg av amtingeniørens opsæt ser, at han vil omfatte saken med interesse og gjøre sit til, at der snarest mulig blir vej opover Signaldalen.
Hittil har amtsingeniøren uttalt såvel skriftlig som mundtlig, at et vejanlæg opa ver Signaldalen bør opføres som herredsvej, og at statstilskud til sådanne vejer ikke bør gis i anden form end som tilskud til amtskassen, og hertil har vejmyndigheterne sluttet sig.
Lyngen 10de desbr. 1909
A. Eriksen.